Om Rejse-Ferie
RSS Feeds
Bookmark
Grønland - Sommerferien fortsat
Sommerferie fortsat…Ja så fortsætter jeg beretningen om ferien, i lidt kortere træk tager vi nu de næste dage ;-) 4. dag.Kort fortalt en stille og rolig dag der primært blev fyldt ud af MYG. Ja, programmet stod på en længere fotosession i Blomsterdalen, hvor vi i et nogle timer fotograferede alle de blomster og planter som vi i går lærte kunne spises. Alt fra den velkendte Timian (som vi i går selv plukkede og brugte på vores pizza) til Blåklokkerne som er søde som honning, til den nøddeagtige Rosenrod og over til de mere syrlige planter der både kan bruges som the og som krydderi i fisk. Madpakken havde vi dog taget med hjemmefra og planlagt at spise ved vandfaldet. Det gjorde vi da også, hvorefter vi hver især fandt en bog frem… som vi OVERHOVEDET ikke kunne koncentrere os om at læse i, fordi myggene sværmede om os og stak i en grad der kunne få selv en fakir til at hyle. Øv øvMen turen var ikke spildt for vi havde selvfølgelig litervis af friskt vand med hjem.Aftenen blev SELVFØLGELIG tilbragt på fodboldbanen ;o) 5. dagSjovt som dagene ligner hinanden – jeg synes jeg begynder, at gentage mig selv når jeg fortæller at dagen startede med høj sol. Hvad andet kan man så end at vandre? Jeg havde nogle gevaldige rygsækmærker (læs store hvide områder på ryggen efter at have gået 16 timer i høj sol bærende på en rygsæk) som trængte til at blive udlignet. En kortere tur med ikke al for tung rygsæk, så jeg med god samvittighed kunne overlade den til mor eller far, måtte altså planlægges. Nu var det jo ikke meningen, at vi kun skulle vandre de steder hvor jeg havde været før – så turen blev fastsat til, at gå gennem Blomsterdalen, rundt om den store sø - langs med Bjørnekløften ud til havet. (Bjørnekløften… Sjovt at jeg ikke har været der endnu, det er da ellers det helt rette sted for en Bjørn!).Nu er jeg jo godt opdraget og en vældig sød pige ;-) Så jeg havde allerede hjemmefra informeret mor og far om, at vi denne dag ikke slap for enten våde sko – eller en barfodet tur gennem elven. Juhu det bliver sjovt ;o) Og jeg havde selvfølgelig medbragt et håndklæde. Hele vejen rundt om søen kan man så se elven og gå og glæde sig… til den lille overgang. Selv om vi brugte en rum tid på at gå frem og tilbage langs med elven – kaste lidt klippestykker ud forskellige steder… så var der ingen vej udenom. Af med skoene og ud i det ISKOLDE vand. Havde på forhånd (igen… jeg er sød) advaret dem om, at det ikke er nogen god ide at stå stille og overveje situationen ude midt i elven. Stenene er ikke glatte og der er kun en vej FREM og det i en fart.Resten af turen var næsten som en leg – selv lidt klatring fik jeg præsteret, fordi jeg lige skulle se om armen kunne holde. Udsigten var smuk, så det næsten ikke kan beskrives og endnu engang blev kameraet brugt så flittigt at man næsten skulle tro det blev slidt op. Ind i mellem kom far så langt bagud på grund af de fantastiske udsigter, at mor og jeg lige måtte vende om og råbe lidt efter ham. Når der er 20-30. meter stejle fald lige ved siden af hvor man går, så er det nu meget rart hele tiden at have visuel kontakt med hinanden.På hjemvejen tog vi den anden vej og gik langs med elven hele vejen ned i Blomsterdalen til vi, der kunne gå planken ud… eller over. Det var noget mindre køligt, men næsten lige så spændende ;o)Sjovt nok… en aften uden fodbold!!! 6. dagKort og godt en stille dag hjemme med en lille tur til varden ved kirken – endnu engang så mange myg at de næste kapitler af bøgerne blev læst inde på sofaen. 7. dag.Store sejlturs dag. Det har jeg glædet mig til… det har Kunak (vores kontormand og min evigt tilbagevendende tolkeafløser) også. Det var nemlig hans bror og ham der skulle sejle os på den planlagte tur. Vi har snakket om den tur i månedsvis. Den sidste uge hver eneste dag. Planlagt og planlagt – snakket bådstørrelse og motorproblemer, madpakker og sæljagt. Kunak har fortalt igen og igen hvad planerne var og jeg har igen og igen forsikret ham om, at det var jeg helt sikker på, at han havde fuldstændig styr på. For en sikkerheds skyld har vi taget det igen. Vores og deres ønsker for turen. Steder de gerne ville vise os og historier de gerne ville fortælle.Turen gik om til Sermilik fjorden, ind til den forladte bygd Ikáteq, videre til Tiniteqilâq, indenfjords via Ikâsartivaq til Angmagssalik Fjorden og Qernertivartivit.Vi så sæl undervejs op i Sermilikken – vi skød den ikke. Vi kiggede ind i hvert eneste hus i Ikáteq, Kunak fortalte og fortalte om alle dem der havde boet der, om dem der brugte stedet nu som sommerferie sted, om de gode fangster her og om den sidste beboer som havde boet der næsten et årti helt alene. Han døde sidste år, mens jeg var her og han længtes hjem til Ikáteq til det sidste. Stående der i den lille bygd med måske 15 huse (7-8 tilbage) forstod man det godt. Et mere frodigt sted midt i alle de kolde klipper skal man lede længe efter. Total stilhed og med en fantastisk udsigt til Sermilikken og ikke mindst Atlanterhavet.Vi sejlede videre til Tiniteqelâq hvor vi lagde til på samme tid som bygdebåden. Vi gik i kiosken og købte.. ja de påskeæg som jeg ikke fik til påske (TAK MOR OG FAR). Imponerende hvor stort et udvalg så lille en bygd har. Her bor ca. 150 og er der noget man ikke kan få i Tasiilaq kan man bare hente det her (i vinters hentede man chips på snescooterne mens sneen og isen stadigvæk var til det). Selv Rich’s erstatningskaffe kan man få herude. Vi gik en tur i bygden og så på nybyggerierne, private huse i ægte svensk samlesæt stil og ældreboliger i gode rummelige størrelser. Forbi kirkegården hvor kapellet består af 3 små kasser til vinteropbevaring af kisterne indtil sneen smelter. (gad vide hvad man gør hvis der en vinter dør mere end 3?). Vi konstaterede at det blæste for meget til at indtage frokosten i det fri – så vi sejlede videre gumlende på vores madpakker med varm the i hænderne og presenningen trukket godt til. Det blæste en del den dag! Op igennem Sermilikken og ned gennem Ikâsartivaq hvor vi senere fik at vide, at vi formentlig havde passeret en mini Piteraq, der den dag blæste lige netop der. Det var godt nok også en bumlet tur. Vi hoppede og dansede foran i båden hvor vi alle sammen var blevet jaget op for at have vægten det rigtige sted i båden. Det var delte meninger om fornøjelsen ved den del af turen.Ude af blæsten lagde vi til i Qernertivartivit. For Kunak og Joel var det helt sikkert turens højdepunkt. Her er de født og vokset op. Her kommer de fra og vender tilbage til med stor glæde og herfra stammer så mange historier, at jeg aldrig tror de bliver færdige med at fortælle dem. Også her er der sommerplads i dag (og vinterplads for den sags skyld) men ingen faste beboere. Bygden blev lagt øde umiddelbart efter den store Piteraq i 70. Den kostede menneskeliv den Piteraq og den omtales med stor frygt og respekt. De fortalte om spøgelsesøen overfor bygden og de spøgelser som trods deres egen ø, spøgte i bygden så man havde malet trækors uden på et af husene. En hel nat havde det banket på døren. Og der var ikke nogen! De fortalte om fødselsdagsfester og fodboldturneringer og vidste det lokale stadion frem. 10x15 meter var den max. Men det var ikke noget problem at spille 20-30 mand på en gang, når de holdt familietræf i bygden. Vi var igen alle husene igennem, alle familierne og endnu endnu flere historier. Det var en fantastisk oplevelse, at se de to gå rundt i bygden. De var hjemme og det lyste langt ud af dem, at de var stolte af deres bygd. Kun hjemturen resterede nu og jeg fik såmænd lov til at sejle. I behøver ikke se så forskrækkede ud, det gik fint selv om far flere gange spurgte om jeg ligefrem styrede efter isbjergene…(der var god plads 20. meter mindst).Nu følger nogle dage som jeg kun kort vil nævne: 8. dagHvor jeg overhovedet ikke kan huske hvad vi lavede – og hvor jeg ikke engang har billeddokumentation der kan hjælpe mig. Jeg var på disko for første gang i lang tid – men det vil jeg undlade at detaljere her i beretningen. 9. dagSom var store fodboldfinaledag. Det har jeg allerede berettet om tidligere. Men kan da godt afsløre at både Christian og jeg havde et enormt stort væskebehov under den første kamp. (vi skulle måske være gået hjem før 4 i nat).Måske på grund af en god stemning sidste nat og en ualmindelig kold afslutning på fodboldtuneringen – gik vi på disko igen… Vi kunne vel danse os til varmen – og vi måtte jo også støtte de af vores venner her fra byen som ikke vandt guld! 10. dag Var det morgen inden jeg var hjemme, så mens jeg sov, gik mor og far i kirke og fik lige den oplevelse med også. En oplevelse det er det virkelig at gå i kirke heroppe. For det første forstår man jo ikke et kvæk – hvis man da ikke er så heldig at kapellanen (det er kun ham) opdager de lyse ansigter og giver velsignelsen på dansk, også. Det meste sang, går meget meget meget langsomt (det forstår jeg simpelthen ikke), der var ikke engang noget kor den dag. Under hele gudstjenesten kommer og går folk. Mødrene ammer, børnene leger, de unge (og ældre) snakker, mobiltelefonerne ringer og ja, der er bare et leben uden lige. Det er VIRKELIG en oplevelse. (selv da jeg var til Gudstjeneste mens Dronningen og Prinsegemalen var i byen, foregik gudstjenesten på denne livlige måde (til stor morskab for både Dronningen og Jeg).Behøver jeg at sige, at det meste af min dag foregik på sofaen??? Og at mor faktisk var helt lettet ved tanken om IKKE at skulle op og se fodbold??? Holder lige en skrivepause…Så kan I hvile øjnene lidt inden i læser videre om de sidste 3. dage af ferien… ...
