Australien - Cairns

Den 3. martsSå sidder vi i lufthavnen og er snart på vej til Sydney igen – det bliver helt rart at komme til et sted vi allerede kender i forvejen. De sidste par dage i Cairns har været hektiske. Vi har været på farten hver eneste dag og har oplevet en hel masse. Desværre har besøget i Cairns betydet at vi har oplevet noget meget tragisk og hjerteskærende – vi måtte sige farvel til Lucy. En meget trist dag, dog har hun været så sød at efterlade os en lille hilsen som bliver skrevet igennem det australske færdselspoliti… Tak for det Lucy!Efter at vi afleverede Lucy gik turen tilbage til byen hvor vi blev samlet op i bus og kørt til Tjapukai. Tjapukai er en Aboriginal culture park, den eneste i Australien, hvor man bliver indviet i den rigtige historie om the aboriginals og ikke den pyntede version som ellers bliver fortalt rundt omkring i landet, og hvor man ellers får indblik i hvordan de lever og hvordan deres kultur er. Man starter turen med at se en film om hvordan de hvide overtog deres land og dræbte flere tusinde aboriginals på brutal vis. Herefter går man videre ind i et lille teater hvor man får fortalt om deres tro på deres originale sprog. Efter at have siddet stille indenfor i en times tid fik vi endelig lov til at komme ud i varmen og ud til den lidt mere sjove del af turen. Næste stop var The Dance Theatre hvor vi skulle se nogle originale danse og høre dem spille på Digeridoo (i ved det der lange rør man puster i, og så kommer der en mærkelig lyd ud). Det var skægt at se hvordan de kunne bevæge kroppen på en måde som det ikke er meningen at mænd skal kunne bevæge sig på. De var dog rigtig gode til at få gang i alle de pensionister vi var af sted sammen med, og det blev da også til at 3 ældre damer kom på scenen for at danse sammen med dem. Det var lige før de gamle høns kom op og slås om hvem der skulle op på scenen. Efter at have fået rytmen slået fast i kroppen var det blevet vores tur til at deltage i den aboriginale kultur. Efter lidt introduktion i hvordan man får lyd ud af en Digeridoo og indvielse i hvilke planter de bruger som medicin ude i regnskoven, skulle vi ud og kaste med boomerang og spyd. Det var helt vildt skægt at få lov til at prøve, og vi kan hvis godt konstatere at hvis vi var aboriginals ville det være Eva der skulle jagte kænguruer med spyd og Sabina der skulle jagte fugle med boomerang. Som prik over i´et blev det i Tjapukai at vi så vores første og forhåbentligt eneste vilde slange, en pyton. Dagen efter vores møde med the aboriginals hoppede vi på et gammelt gammelt tog som kører ind igennem regnskoven og op ad et bjerg og forbi et par vandfald for at stoppe i en lille landsby, Kurranda, inde i regnskoven. Vi brugte et par timer på at gå rundt i landsbyen og få noget at spise, kigge butikker og gå på marked. Da vi synes vi havde set byen tog vi så Skyrail tilbage til byen. Skyrail er en svævebane som løber hen over regnskovens trætoppe. En blandet oplevelse af skræk og betagelse over at svæve så højt oppe som 545 meter over jorden på noget som lige pludselig virker som en lille tynd tråd. Da vi kom hjem efter en lang dag trængte vi til noget godt mad, så vi gik i byen får at få et rigtigt australsk måltid. Vi havde fundet en restaurant hvor man kunne få en såkaldt Outback Sampler som bestod af struds, kænguru og pølser med krokodille-kød. Vi fandt frem til at vi bedst kunne lide kænguru. Skægt at smage nogle af de dyr som vi har været så tæt på og set i fangenskab. Overraskende nok smagte det hele godt og var ganske spiseligt. Som vi før har nævnt har der været en masse regn siden vi kørte fra Tweed Heads, og vi har hele tiden været meget obs på om vi overhovedet kunne komme til Cairns. Vi hørte fra nogle danskere vi snakkede med at vejene skulle have været oversvømmede og at byerne har været tørlagte for mælk, brød osv. Men da vi havde aftalt med Jucy at vi skulle aflevere Lucy i Cairns, og det koster 3000 kr. at få ændret afleveringssted, var vi fast besluttede på at vi SKULLE til Cairns. Da vi kom så langt som til Townsville på ikke ret mange dage voksede håbet mere og mere om at vi nok skulle komme til Cairns. I Townsville kom vi endda til at ligge ved siden af et hold danskere på campingpladsen som kunne fortælle os at Mackay og Bowen var blevet ramt virkelig hårdt af regnen, så vi var virkelig kørt videre nordpå på det helt rigtige tidspunkt. Det gav os også lidt ro i sjælen at vide at de også skulle til Cairns, så vi kunne hurtigt blive enige om at det nok skulle lykkedes. Udover at skabe lidt unødig uro har regnen også gjort at vi ikke har kunnet bevæge os ud på havet, nærmere betegnet ud til det verdenskendte Great Barrier Reef. Men da vejret viste sig fra sin bedste side her i Cairns skyndte vi os at booke plads ombord på en båd med retning mod revet. Vi tog af sted mandag morgen sammen med hvad der føltes som 100 vis af gong´er som skulle vise sig ikke at være særligt søstærke. I løbet af en ½ time havde adskillige af dem måtte lade morgenmaden passere samme vej op som den var kommet ned. De ansatte ombord var dog mere end forberedt på dette, så de stod ventede udstyret med brækposer, servietter, vand og søsygetabletter og selvfølgelig iført en lille plastikhandske, klar til at tage sig af de syge. Deres søsyge var til stor morskab for os andre på skibet. Lige så snart man troede de var ovre det sad de to minutter efter med en pose om munden  De er altså et mærkeligt folkefærd! Endelig nåede vi ud til Moore Reef og ud til en stor flydende flåde udstyret med alt hvad hjertet begærer når man skal snorkle eller dykke. Vi fik hurtigt briller, snorkel, fødder og nogle af os redningsvest på og hoppede i vandet. Her blev vi mødt af et helt utroligt syn. En helt anden verden fuld af fisk man aldrig har drømt om at se før og en hel palet af farvestrålende koraller. Det var virkelig alle pengene værd og en oplevelse for livet. Vi så kæmpemuslinger, sommerfuglefisk, papegøjefisk, en revhaj og vigtigst af alt fandt vi Nemo! 4 helt rigtig levende Nemo´er – så var turen redet. Vi havde 4 timer på revet, og de fleste af dem blev brugt i vandet. Selv Eva blev helt grebet af det selvom vi befandt os på virkelig dybt vand som var en smule grænseoverskridende for hende. Det glemte hun hvis hurtigt – en redningsvest kan gøre underværker! Vi blev hurtigt enige om at det var den helt rigtige afslutning på vores tur til Australien. Så nu synger det australske eventyr virkelig på aller sidste vers. Vi har én dag i Sydney i morgen, og så går turen videre til Christchurch og samtidig runder vi også halvvejs-mærket for vores tur. ...

• australien
• cairns