Om Rejse-Ferie
RSS Feeds
Bookmark
Australien - Rundrejse til fjernøsten incl Australien og New Zealand
Rundrejse til fjernøsteninkl. Australien og N.Z Da vi den 31. januar 2006 køre med tog over Sjælland var dersne på markerne og træernes grene med et tykt lag sne stod i flot kontrast tilden blå himmel.Vore flybilletter var gældende fra Kastrup til Bangkok, tilSydney, til Cairns, til Auckland, til Bangkok og retur til København.Billetterne kunne ændres en gang, og det benyttede vi os af og indlagde en turtil Vietnam og kom så tilbage til Danmark den 8. maj 2006. Vi havde ogsåreserveret hotel i hver ny by vi landede i, for at være sikker på, at vi havdeet sted at bo den første nat. BangkokVi landede efter morgenmad i Bangkok den 1. feb. 07:00, hvorvarmen slog os i møde lige så snart vi kom ud i frisk luft. Vi havde faktiskikke sovet i flyet og nu var det så en ny dag selv om klokken hjemme i Danmarkkun var 01:00. Efter at have fået udleveret et værelse gik vi faktisk ret iseng for at få lidt søvn. Sidst på eftermiddagen tog vi ind til varehuskomplekset MBK.Jeg har aldrig set så mange varer og så til rimelige penge.Yvonne mente, at man kunne blive helt dårlig af at gå rundt og kigge på alle deting.Taxachaufføren som kørte os hjem var noget af en oplevelse.Han havde nok med at gøre med at passe på de andre trafikanter og så sno sig udog ind i alle 5 vognbaner. Thailand har venstrekørsel, men det betyder nu ikkeså meget i byerne, hvor man kører hvor man bedst kan komme af sted med det. Endansk kørelærer vil have fået et nervøst sammenbrud allerede efter 100 m kørsel.Men vor mand gestikulerede og råbte højt, og ind imellem nårtrafikken var gået helt i stå, så tog han sin aftensmad frem fra handskerummet.En plasticpose med en ret af noget ubestemmeligt og så fik den ikke for lidtmed spisepindene indtil han øjnede en mulighed for at komme videre. Slow –Slow, good night good night råbte han hele tiden. Om det var de eneste engelskeord han kunne eller om han mente at det gik for langsomt og at de andre kørtesom dybt godnat, det ved jeg ikke.Men Bangkok skulle jo bare være et pusterum og da vi har setde største attraktioner fra tidligere rejser tog vi en sejltur på Bangkoksklonger med en long-tail-boat, vi besøgte Chinatown og blomstermarkedet og visad ved Phrayaflodens bred i ”River City” og nød udsigten fra en”fortovsrestaurant”, hvor fortovet i dette tilfælde hænger ude i floden. Vi harikke set hvad vi kalder ”strøgbutikker” i Bangkok. Enten er det kæmpe varehusemed hundredvis af mindre butikker eller også er det den ene garage ved siden afden anden, hvor man sælger søm, skruer, cement, gearkasser, kompressorer,plastikflasker osv. Tit bor familien i den bagerste del af garagen.Overalt i Bangkok vil man finde kæmpemarkeder, som har åbenbåde dag og nat. SydneyEfter et par dages hvile i Bangkok fløj vi så til Sydney, ogvar vi ikke rundt på gulvet ved ankomst Bangkok på grund af 6 timers urstillingså kan det nok være den slog igennem med fuld kraft, da vi havde stillet uretyderligere 4 timer ved ankomst til Sydney. Da vi var på enbustur ud til noget de kalder ”De blå Bjerge” var det faktisk vor normale sengetidtil middag og vi sad da også og faldt i søvn i bussen. Men Sydney er en dejligby og vi har gået rundt om og sejlet forbi Operahuset. Når man går dernede og beundrer og fotograferer operahusetså er der rigtig mange der snakker dansk rundt omkring os. Vi snakkede medflere familier med små børn.Vi har set hvad der skal ses i Sydney. Den olympiske by ogstadion, Parramatta River, jeg har badet på Bondi Beach (Sydneys Copacabana) ogfor at det ikke skal være løgn så optrådte der et par ægte chokoladefarvedesambaskønheder fra Brasilien ude på stranden til ære for fotograferne iforbindelse med noget sydamerikansk festival. Vi har nydt at sidde i Darling Harbour og jeg har besøgt detmaritime museum, hvor der var en gæsteudstilling om vikingerne foruden denfaste udstilling. Vi har set Victoria Bygningen med alle dens flotteforretninger og et imponerende ur, hvor Australien historie passerer revy vedtimeslag. Vi har kørt rundt i hele den indre by mange gange med bus. Sydney erstor med godt 4 mil. indbyggere og hvis man skulle trække en snor rundt om heleSydney området så skulle snoren være 500km. Ude i de blå bjerge kørte vi medwiretrukket tog ned af bjerget til en gammel kulmine. Man følte vi kørte lodretned, men det var kun 45 grader. I bunden af dalen gik vi så på eleverede træ fortoveover til den anden side af dalen igennem regnskoven, og så kørte vi op tiludgangspunktet i en tovbane.Vi har været i dyrepark, hvor Yvonne har klappet koalaer ogen wombat, som havde bidt finderen af en besøgende dagen før. Men det er jo nataktive dyr og så kan jeg da godt forstå, at man bliver lidt stresset, når manflere gange i løbet af dagen bliver hevet ud af ens godt søvn og stablet op tilfotografering og klapning.Jeg gik rundt blandt indhegnede kænguruer og snakkede meddem. Jeg stod også og klappede en af dem, men så rettede han sig op, skødbrystet frem og begyndte at bokse med de forreste ben. ”Easy mate it´s allyours, I am not from Åstræjlja”. Port Douglas Fra Sydney fløj vi optil Cairns og vi kørte i bus til Port Douglas. Heroppe er det ikke så hektisksom i Sydney. Det går meget stille og roligt for ikke at sige ufatteligtlangsomt. Allerede i flyveren herop mærkede vi, at vi var på vej til nogetmeget afslappet. Hvis det ikke var fordi at vi skulle stille uret en timetilbage, så turen tog tre timer så havde kabinepersonalet da aldrig nået atkomme igennem den halvtomme flyver med lidt mad og drikkelse. Det krævertræning at være flere minutter at skænke en cola op. Før vi fløj herop havde vifået at vide af andre danskere, som havde været heroppe at vandet simpelthenstod ned i tove og at fugtigheden i forbindelse med varmen næsten var ulidelig.De havde boet et sted hvor airconditionen stod på fuld blæs og var stillet til16 grader. Det er jo simpelthen ikke til at holde ud og derfor havde de straksåbnet døren for at få noget varme ind, men luften var så fugtig at vandetsimpelthen drev ned af væggene. De påstod at de ikke havde mulighed for atregulere blæser eller temperatur og de gik da nu også og havde ondt i halsenstadigvæk.Men nu har solen skinnet fra en skyfri himmel i de to dagevi har været her. De indfødte siger at det er et ganske usædvanligt år, idet deikke har haft regn i 10 dage.Men bare rolig siger de, monsunen skal nok vende tilbage ognår man ved at de normal får 460 mm i feb., så er der jo noget der skal indhentes. Detkan nu godt vente lidt.Vi bor på et førsteklasses hotel midt i regnskoven (gad videhvorfor det hedder ”regnskov”) ud mod vandet. Det er egentlig en dejlig strand men det er forbundet meddødelig fare at bade i havet på den tid af året pga. nogle meget giftige ”brandmænd”.Vi må så bade i hotellets swimmingpool, som ligger placeret inde mellem skovenstræer lige som hotellets bygninger. Men det går nok for vandet er over 30grader varmt i poolen.Men man må vist, sige at vi var heldige med vejret i detnordlige Australien. Selvfølgelig kom der en byge af og til og den ene dagregnede det også mere eller mindre hele dagen. Da fik vi 77 mm og selv omgennemsnittet ligger på 460 mm i feb. måned, så skal der jo heller ikke så mangedage a 77 mmtil før ”kvoten er opbrugt.”Mens vi var i Port Douglas, hvor vi boede i 5 dage på etførste klasses hotel, spurgte jeg en af de indfødte, om han kunne sige noget omvejret. Det eneste man kunne regne med, sagde han, det var, at temperaturen var33 grader om dagen frem til april. Det havde han nok ret i. Men ellers så viikke det store at se i P.D. Yvonne var ikke videre interesseret i, at skulle opaf en flod for at stifte kendskab med krokodillerne, og da især ikke efter athun læste, at de faktisk kan bevæge sig med 30 - 40 km på land på deres småkommode ben, så det ville vi ikke. CairnsVi flyttede så ned til Cairns, hvor vi var heldige at få enstor lejlighed på hotellet. Der var en stue større end den hjemme på Thurø, dervar to soveværelser, der var et fuldt udstyret køkken, der var et godt baderumog endelig et vaskerum med vaskemaskine, tørretumbler og strygefaciliteter ogdet til standardværelse-pris. Det må jeg nok sige det var flot.Jeg var en tur nede i havnen for at se, om jeg kunne kendedet, men det havde forandret sig meget, siden jeg var her som ung styrmand medEcuadorian Reefer i 1969 eller 1970.Mens vi var i Cairns, var vi en tur i Kuranda, en lille byoppe i bjergene. Vi kørte derop i et gammelt tog. Jernbanen op til Kuranda blevfaktisk åbnet i 1891. Alt mens toget klatrer de 400 m op i bjergene passerervi 37 broer og 15 tunneller og udsigten fra det ene sted er smukkere end detandet. Ved et stort vandfald stopper toget og alle kan stige ud og fotografere.Efter at have tilbragt nogle timer i Kuranda, tog vi tilbage med ”Skyrail”(himmeltog).Det er verdens længste svævebane, som er 7,5 km lang. Som regel sætter de kun 2 mand ihver ”gondol”, selv om den kan tage 6 personer. Man svæver så direkte hen overtoppen af regnskoven og en gang imellem, kan man høre papegøjer, kakaduer ogandre fugle skræppe op lige neden under en. Yvonne var ikke glad for, at viskulle svæve tværs over en stor flod, hvor der var krokodiller, men hun kanvist være lige så glad for at vi ikke faldt ned i regnskoven, for der findesogså mange farlige ting. Australien har nemlig verdensrekord med hensyn tilfarlige dyr. Der er et utal af giftige slanger, giftige edderkopper,skorpioner, selvfølgelig krokodiller og kommer vi ud i havet har vi de giftigebrandmænd, de glubske hajer og også mange giftige fisk.Nå det var en dejlig tur og interessant at se det hele lidtfra oven. Vi tog også på en tur ud til Great Barrier Reef. Vi sejlede derud meden hurtig katamaranbåd. Da vi kom ud til Moore´s rev, som det hed, fortøjedevor katamaran til en stor flydende platform, som var forankret lige på kantenaf revet. Ved lavvande var der ca. 1 m vand over revet og på den ene side af revetfaldt dybden ned til 100 mog på indersiden kun ned til 30 m. Nu kunne vi så låne snorkeludstyr, andre kunne lånerigtigt dykkerudstyr, man kunne også sejle med en båd med glasbund, eller tageen tur over revet med helikopter. Dog fik ingen lov at gå i vandet uden at have fået enbeskyttelsesdragt på for de der giftige brandmænd (box jellyfish). Dragtenbeskyttede nu også godt mod solen, når man ligger med en vis del i vandskorpeni lang tid. Ozonlaget er meget tyndt her på de kanter, man sælger solcremefaktor 30 og man sælger det i 1 liters dunke. Nå men det var en dejlig dag ude på revet.Det skal faktisk ses, det kan ikke forklares, men det er vel som at svømme i etkæmpeakvarium med tusindvis af fisk. Da vi netop havde hørt i TV at endnu enbadegæst var blevet ædt af en haj længere nede af kysten, og da vi også havdeset næroptagelser i TV af hvordan en haj hurtigt flænsede en halv dybfrossen koog med ”brandmændene” i mente, så var Yvonne fast gæst i båden med glasbund,selv om de ansatte sagde, at saltvandkrokodillerne ikke kom helt herud. Vi sad inde i Cairnsog spiste frokost sammen med en dansk og en norsk pige, som rejste sammen. Devar startet 1. nov. og var begyndt turen i Brasilien, de havde så været påflere stillehavsøer. De havde været på New Zealand, og de havde rejst rundt iAustralien siden 8. dec. De havde glædet sig mest til at skulle til Indonesien,men det måtte de nu opgive på grund af Muhammed-tegningerne, så nu blev det nokThailand og hjem. Men der er rigtigt mange danske turister i Australien. Det erfaktisk hver dag man hører nogen snakke dansk. New ZealandNordøenNu er vi så kommet over til kiwierne. Vi tager så 2 nætterpå et hotel helt nede ved havnefronten i Auckland, så henter vi vorforudbestilte bil og triller først nordpå til det der hedder Bay of Islands. Vi fløj fra Australien den 20. feb. Meget tidligt ommorgenen. Vi var allerede oppe 03:15 og vi lukkede os selv ud af hotellet. Vihavde forudbestilt værelse på et hotel i Auckland i to nætter. Jeg måtte hentil Budget (biludlejningsfirma), hvor jeg havde booket en bil hjemmefra og fiklejemålet skudt en dag, idet vi ikke havde brug for bilen i Auckland. Jeg havdenu heller aldrig fundet rundt i denne millionby. Jeg mindes endnu dengang Yvonneog jeg kom kørende ind i Belo Horizonte i Brasilien i myldretiden med 4kørebaner i hver retning og med 4 mill. indbyggere, som alle skulle hjem fraarbejde. Hvis vi ikke havde prajet en taxi og bedt ham køre foran os og dervedguide os igennem, havde vi aldrig nået flyet.Efter to dage i Auckland, hvor vi tog en havnerundfart endag og hvor vi bl.a. så tre Mærsk skibe lægge til i havnen (man er vel lidtmiljøskadet), og så de forskellige steder og skibe i forbindelse med American´sCup sejladserne. Vi sejlede også under havnebroen, hvor de modige springer ud ien elastik. Da vi fik vor bil, kørte vi nordpå til det der hedder Nordland. Vikom til Paihia i Bay of Islands. Langt om længe lykkedes det os at få etmotelrum, selv om vi ikke havde bestilt i forvejen. Næste dag tog vi en færgetil den historiske by Russel, som var New Zealands første hovedstad. Byen emmeraf historie. I begyndelsen af 1800 tallet var det en central Maori by, som barnavnet Kororareka, som betyder pingvinsuppe smager fint!De første hvide, der ankom, var mest undvegne straffefangerfra Australien. De fangede sæler og solgte dem og så fik den ikke for lidtindtil der ikke var flere penge, Så gik det ud over sælerne igen. Der skødværtshuse og bordeller op overalt i byen.Man kaldte byen for jordens røvhul. På engelsk hed den The Hell Hole of thePacific.Charles Darwin skrev efter et besøg I 1935, at her var en bybefolket med samfundsudskud. Han skrev desuden, at det var dejligt at komme såtæt på helvede og så vel at mærke at kunne tage derfra igen. Men de hvide ogmaorierne kunne ikke forliges og det endte med at byen blev fratagetværdigheden som hovedstad i 1841.I 1845 angreb maorierne byen, og de fleste af de overlevendeflygtede, og derfor har byen ligget øde hen i lang tid, og de gamle huse erbevaret fordi ingen har gidet gøre noget, og i dag passer man på dem som enkulturarv. En skomager fra England købte et stykke jord af en maori i 1847 for300 kr. og byggede et hus af kauri træ på et fundament af hvalknogler. Husethar været brugt som bageri, drengehjem og bordel. En anden bygning, The Duke of Marlborough House, harfungeret som værtshus siden 1827 og blev det første hotel med spiritusbevillingi New Zealand i 1840. Der findes mange sportsfiskeklubber i bygningerne ved havnen.En af de berømteste er sværdfiskeklubben stiftet i 1824. Der kommer lystfiskerefra hele verden her for at fange fisk og underholde med lystfiskehistorier. Herfindes også den første kristne kirke i NZ.På gravstenene kan man se at de første, der blev begravetsjældent blev mere end et par og tredive år. Der lå også mange børn, som vardøde inden de blev 10 år.Inde i kirken lå puder med broderede sejlskibe påkirkebænkene. Tilbage på fastlandet vi kørte en tur nordpå til Kerikeri,Matauri Bay, Whangaroa og Te Ngaire og så fantastiske strande og udsigtspunkter. Vikørte af den vestlige vej via Omapere og Hoitanga Harbour tilbage mod Auckland.Den gik igennem store Kauri-skove og der var nok ikke 25 m lige vej igennem skoven.Efter megen forgæves søgning lykkedes det os at finde etmotel i Waiwera nordfor Auckland for natten.Vi blev nu klar over at det med at finde et sted at sove fornatten, det er ikke så let, hvis man ikke har reserveret. Vi reserverede strakslogi på en strudsefarm for den følgende dag i nærheden af det, der hedderWaitomo Caves. Vi var sejlende inde i hulerne (Waitomo Caves) og vi så ogsåde lysende insekter(glowworms eller St. Hans orme) i tusindvis i hele ”himmelhvælvingen”i hulenVi var også inde i en fuglepark og se den ægte levende kiwi.Det var i mørke rum, fordi kiwien også er et natdyr. Uanset hvor man kører i New Zealand, så er det en utroligsmukt men også en meget afvekslende natur. Her på den strudsefarm hvor vi ernu, da har vi en lejlighed, hvor der kan sove 8 personer. Der er faktisk noget der har undret mig og det erhotelfaciliteterne og det gælder faktisk hele verden efter min mening. Der erikke den ting du ikke kan få i forbindelse med et hotelværelse, hvis du betalerfor det. Når vi nu kører til Rotorua kan du også få eget privat spa på værelsetmed varmt vand direkte fra undergrunden, men hvad med læselamper ved sengene,spørger jeg bare. Enten er man nødt til at ligge og læse ved den elendigeloftsbelysning eller også står der et par meget fine arkitekttegnede lamper pånatbordene ved sengene med en 25 Watt´s pære i som ikke lukker noget læselysud. Her på farmen er jeg da ikke sikker på at der er lys i det soveværelse vihar valgt at sove i. Det vil jeg gå ind at se nu. Vi sender tanker hjemover fraet sted, hvor vi vistnok går med hovedet nedad i øjeblikket. Rotorua o.v.Allerede da vi kørte ind i Rotorua, var der en svag lugt afrådne æg. Det vænner man sig hurtigt til. Det damper op af jorden rigtig mangesteder og nogle steder er jorden ligefrem varm under en. Det damper op afkloakriste og af rør i baghaverne. Ja ude i maori-landsbyen Wakarewarewa er deret så stort tryk på gravstederne at gravene må have skorsten på for at tagetrykket, for ellers kommer de vel fluks op igen. (Gad vide om det er det derhedder kanoniseret –nå ikke). Men her i Rotorua er et spa ikke et større badekar med luftbobler ogvarmt vand, nej her er det et bassin eller et stort hul i jorden med varmt vanddirekte fra undergrunden. Det skulle have en helbredende virkning på mangeting. Temperaturen ligger mellem 33 og 42 grader, og på en enkelt spa-anstalt,kunne man så vælge vand med syre, svovl eller radium. Her kunne man så ligge i en kæmpe pool med dejligt varmtvand og nyde udsigten over Rotorua sø, hvor dampene steg op fra overfladen.Vort motel havde også et spa i haven, men det var vist kun med svovl. Vi varogså til en maoriaften, hvor vi blev indført i deres kultur via velkomstceremoni,danse og sange og så var vi til Hangi. Det er mad som er tilberedt på varmesten nede i jorden. Det var udmærket. Til sidst fortalte en ældre maorikvindeos om de forskellige stammer og deres kultur. Hun besvarede også spørgsmål ogvar i det hele taget meget vidende om maoriernes historie og mytologi. I museeti Rotorua var der også en biografsal, hvor man kørte film om tidligere tider ogom vulkaneksplosion og jordskælv. Mens vi så jordskælvsscenerne Rystede oghoppede bænkende vi sad på, så det skulle føles som et jordskælv.Vi så noget de kaldte Termal Wonderland. Det var et stort vulkanskområde, hvor de forskellige kratere var fyldt op med dampende vand afforskellig farve. Der var også mudderpøle, som stod og kogte. Endvidere så vien geyser. Der var forestilling hver dag kl. 1015, og det undrede mig, hvordande kunne få sådan en geyser til at give forestilling hver dag på samme tid. Mender var én der dumpede et par stykker sæbe ned i geyserens krater og efterganske kort tid sprøjtede den vand ret op i luften.Da vi havde opdaget at det tog for meget tid med at findelogi for hver dag ved at ligge og ringe rundt, så fik vi Rotorua Turistkontor(landets største) til at bestille motel for os for resten af rejsen rundt i NZ.Efter at have forladt Rotorua kørte vi sydover til Lake Taupo og Tongarironationalpark med tre store vulkaner. Videre til Wellington.På vejen gennem nationalparken forestillede vi os at Frodoog hans hobitvenner ville komme gående i den natur (her er nogle af scenerneogså skudt til Ringenes Herre)I Wellington så vi hele N.Z. stolthed –nemlig deres nationale museum. Det har kostet 1 milliard at opføre og der ersimpelthen alt: Kunst, kultur, historie og i små biografsale i hele bygningenkører film uafbrudt om et eller andet emne. Man kan gå ind i et træhus ogopleve hvordan et jordskælv føles (hele huset står og ryster og hopper). Der erogså en afdeling der svarer til vort Eksperimentatrium i København. Ikunstafdelingen kørte der en udstilling af Picasso, Cezanne, Emil Nolde ogflere andre. Det museum kan de godt være stolt af. Men det blæste meget iWellington, hvilket byen også har ry for, men det var nu værre end normalt, ogisær natten før vi skulle sejle til Sydøen.Vandet stod også ned i tove. Da vi kom ned til færgen ommorgen fik vi bare besked på at alle færger var indstillet på grund af vejret.Man snakkede om vindstyrke på over 50 knob og bølger på 10 – 12 m. På forsiden af en avisså jeg en overskrift, hvor der stod: ”bølger så høje som huse slog færgerne”. TV,fotografer og journalister for rundt mellem de skuffede passagerer og filmedeog udspurgte. Al reservering var sløjfet og beskeden var at de der ville ventei terminalen ville få besked kl. 11 om det muligvis kunne lade sig gøre atsende den største færge af sted kl. 14. Her var vor motelplan lige ved at gå ivasken. Vi ventede og kl. 11 fik vi lov at gå ombord og vente yderligereinformation. Kl. 1415 afsejlede vi så med 6 timers forsinkelse. SydøenOverfarten tog også 1 time længere end normalt, og da vinåede Picton. var det bare om at komme i land og hente en anden lejebil (Destore biludlejningsfirmaer tillader ikke at bilerne bliver taget med over medfærgen, men du får bare en anden når du ankommer på den anden side af strædet).Vi skulle til Nelson og overnatte den første nat, og den lille Mitzubitzi fiklov at spadsere, og vi nåede Nelson lige da solen gik ned. På vej til Greymouthså vi de såkaldte pandekageklipper og ”blowholes”,hvilket er lodrette huller i klipperne hvor vandet fra Det tasmanske Hav bliverpresset op igennem, dersom dønningerne er store nok.Videre ned af vestkysten så vi gletscherne Franz Josef ogFox. Man siger at her på vestkysten af N.Z. regner det altid og hvis detundtagelsesvis er tørvejr, så er det fordi der snart kommer regn – ogellers bider sandfluerne. Nå, ja noget er der om snakken. De får op til 13.000 mm regn om året (13 m vand!). Her indskyder jer et rim, som jeg forfattede:I NEW ZEALANDS VESTLIG EGNEMED MASSER AF VAND VI MÅ REGNEREGN, REGN OG ATTER REGNVI KUNNE IKKE SE VEJENOG DE TRUENDE MØRKE SKYERGIK SNART OVER I KRAFTIGE BYGERMEN DET VAREDE IKKE LÆNGESÅ REGNEDE DET SKOMAGERDRENGESOM VI ALDRIG HAR SET PÅ FYNHOV!NU VAR DER OGSÅ TORDEN OG LYNOG KIWIERNE RUNDT I REGNEN VADERMENS DET PLASKER NED I KASKADERGAD VIDE OM NOGEN OVERHOVEDET MÅLERDEN REGN SOM STÅR NED I STRÅLERHER HJÆLPER INGEN PARAPLY,NÅR FØRST DER GÅR HUL PÅ EN SKYVI VAR GENNEMBLØDT TIL VORE SKINDDA FØRST REGNEN FOR ALVOR SATTE INDOM NATTEN KUNNE VI IKKE SOVEFOR REGNEN STOD NED I TOVEOM MORGENEN KOLDT, MEN INGEN REGN AT SESÅ NU BEGYNDER DET VEL SNART AT SNE Der er mange Backpackers her i New Zealand og de kører godtnok rundt i biler af svingende kvalitet nogle er vist fra før krigen. Jeg så enung mand i en stor bil han kunne sove i, han havde malet bag på vognen medstore bogstaver: ”Jeg er ikke gynækolog,men jeg vil godt tage et kig”. Vi må dog retfærdigvis sige, at vi var nogenlunde heldigemed vejret selv om vi ikke så meget til bjergtoppene eller solen. Det kunnevist have været meget værre.Efter at have forladt vestkysten af Sydøen og kørt opigennem Haast-passet kom vi til Wanaka ved søen af samme navn. Her skulle viskrives i mandtal. En gang hvert femte år skal alle, der befinder sig på NewZealand udfylde et fire siders skema. I år var det altså datoen den 7 marts,hvor det skete. Og man er nødt til at lave det også selv om man er udlænding. QueenstownFra Wanaka kørte vi mod Queenstown. Vi var nu kommet ind iet helt andet landskab. Her blev dyrket masser af grøntsager, frugter og isærvindruer til vinproduktion.I Queenstown kan man få sine vildeste lyster styret. Man kanselvfølgelig springe ud fra en bro med en elastik om benet. Det var her atBungy jump i den moderne form blev introduceret. Man kan kravle ind i en storgennemsigtig bold, som så bliver pumpet godt op og så blive skubbet ud overklippekanten. Man kan springe i faldskærm eller prøve paragliding, man kansejle ned af en voldsom brusende flod i en lille gummibåd eller man kan gøredet samme liggende på et plastikbræt (en vandslæde).Man kan også komme op at flyve med et biplan som laver noglehalsbrækkende manøvrer med loop og det hele. Jeg så i dag en flyver lave enmanøvre, hvor han skruer flyveren lodret ned som en spiral. Man kan også kommeud at sejle i jetboat. Det er meget hurtige speedbåde, som med 100 km fart manøvreres cmfraklippeskær og lignende.Men vi tog nu en tur med en gammel damper, som blev drevetfrem af dampmaskiner. Vi tog over til et sted, hvor de havde hjorte,højlandskvæg og masser af får. Her så vi hvordan en hyrdehund drev en flok fårnøjagtigt hen, hvor guiden ville have dem, og det kun ved ganske simplesignaler som fløjt eller dobbeltfløjt. Vi så også hvordan en mand i løbet afminutter kunne flå hele pelsen af et får med en elektrisk klippemaskine. Derstod så manden med et stort firkantet stykke uld i et stykke og viste frem,mens fåret stod der fuldstændigt ”nøgen” og undrede sig over, hvad der var sket. Vejret varmed os og solen skinnede hele dagen, selv om det var koldt. Vi kunne se sneenpå alle bjergtoppene rundt omkring os. Men efteråret og kulden er sat ind, ogvi har investeret i termoundertøj fra de der merinofår. Skiftet i vejret kommerogså bagpå kiwierne selv, men de butikker, der handler med varmt tøj tjenertykt på turisterne i øjeblikket. I Queenstown mødte vi Erling og Brittfra Frederikssund, som tilfældigvis boede i lejligheden over os. De var påvej nordpå. Dem tilbragte vi en hyggelig aften sammen med. Vi var også oppe meden tovbane i Queenstown og fra bjergtoppen havde vi en herlig udsigt over byenog søen.Vi er nu i Te Anau, som ligger ved søen af samme navn. I natskulle temperaturen så komme ned på 3 – 4 grader og deres huse her erjo ikke isolerede overhovedet, så vi investerede i uldne vanter og ekstra varmttøj. Det var jo ikke lige, hvad vi havde regnet med, når det stadig er sommer(sensommer godt nok). Tøjbutikkerne er næsten rippet for varmt tøj og folk gårrundt og ligner nogen der er på skiferie. I morgen tager vi en tur ud at sejlepå Milford Sound. Det skulle være så smukt (ja selv i regnvejr skriver de ibrochurerne). Nu må I have det så godt alle sammen. Vi holder skruen i vandet. Milford Sound tilChristchurchTuren frem og tilbage fra Milford Sound og selve sejlturenude i fjorden mellem kæmpehøje klipper hvor der løb vandfald med frit fald påop til 150m var utrolig smuk. Vejret var med os den dag, idet solen skinnede.På vej fra Te Anau til Milford Sound kører vi i NW-lig retning og på et ellerandet tidspunkt var der markeret, at vi nu krydsede den 45. sydlige breddegrad,og det vil sige at vi nu igen var tættere på Ækvator end på sydpolen, men vikunne nu ikke lige mærke det. Mens vi sejlede rundt ude på fjorden så vi bådedelfiner og pelssæler. De sidste lå og hyggede sig på en lav klippe, og de togsig ikke af at skipperen sejlede skibet næsten helt hen til dem. De er måskenok vant til det, for man kommer ikke uden om, at det er et noget overrendtturiststed. Der valfarter ca. 100 busser derud hver dag, og der lander på godedage 150 små flyvemaskiner, så det bliver da til mange turister i løbet afåret. Vejen derud, som regnes som en af de farligste at køre på i N.Z. er forøvrigt lukket nogle måneder om vinteren på grund af sneskred og stærk vind. Nårsneen falder ned fra de høje klipper tager den sten og klippeblokke med ned ogvinden piber ind imellem de høje klipper med op til 300 km/t. Det har nu ikke været sjovt at være maori dengang, deopdagede netop den del af N.Z. De kendte ikke til stoffer til beklædning. Mennøden lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. Det kunne de nu heller ikke,men de flettede beklædningsgenstande af planter og fjer fra fuglene især fraden kæmpestore struds Moaen.Mange af deres hytter er også lavet af planter (flettetbast). Det er mærkeligt at tænke sig, at de maorier, der slog sig ned i Rotoruakunne sætte sig i så at sige enhver vandpyt og få varmen selv midt om vinteren,mens de længere syd på må have frosset forfærdelig. DunedinFra TeAnau kørte vi til Dunedin. Her var vi ude at se NewZealands eneste slot. Det kalder de det selv, men jeg vil kalde det etoverdådigt herskabshjem med mange rum og tårn og spir og det hele. Der var føri tiden ansat 46 tjenere i huset (slottet). Ejeren havde bl.a. væretbankdirektør i "guldgravertiden" men havde også organiseret at detførste køleskib på New Zealand blev bygget.Desværre måtte jeg til lægen, fordi jeg var meget hævet iden ene side af hovedet, og jeg kunne ikke åbne munden ret meget, og da jeg såi ånden at jeg fremover skulle leve af franske kartofler, fladbrød ogpandekager, så måtte jeg tilses af en doktor. Jeg fik penicillin og smerten harfortaget sig og hævelsen næsten også. Og så duede mit Visa kort ikke mere – det var slidt op. Nå menjeg har et par andre kort ”at spille med”. Omaru og MoerakiVi kunne godt have kørt helt ud på Otago halvøen for at seom der var pingviner eller albatrosser at se, men de er vist ikke altid hjemme.I Omaru, som ligger længere nordpå var vi ude at se efter pingviner, men desagde at de først kom hjem hen under aften. Vi var ude ved Moeraki for at seMoeraki Boulders på stranden. Det er store stenkugler på op til 2 m i dia. Og med en vægt påca. 2 tons hver, som ligger på stranden. De kommer ud af skrænten, når havetvasker sig længere og længere ind. De er dannet for 60 mill. år siden. Omarama og Lake TekapoPå vej til dagens mål, nemlig Omarama, som ligger påøstsiden af De sydlige Alper gjorde vi holdt ved en antikvitets- ogskrammelbutik. Gud i himlen, hvor var der meget skrammel. Lige fra saltbøsserog tekander til bøger og udrangerede militære køretøjer. Ved døren stod etskilt: ” Advarsel! Hunden skal I ikke tage jer af, men pas for guds skyld påejeren.”. Næste dag boede vi ved Lake Tekapo. Her ligger en lille kirke ude vedselve søen og det er ”Dengode hyrdes kirke”Den er afbildet på mange postkort her i NZ. Hvert kvarter kommer der også en nybus med japanere, som skal se kirken. Så er der mange Minolta-kameraer rundtkirken, og der er altid en japaner bagved apparatet og altid mindst en foranlinsen. Christchurch og LyttletonNu gik turen til Christchurch og vi ville egentlig have væreten tur oppe ved Hanmer Springs for at plumpe i et spa bad af en ordentligtemperatur inden vi forlod New Zealand, men vi syntes det var lidt langt (140 km hver vej for et varmtbad). Vi kørte så ud til Lyttelton havn, hvor jeg har ligget flere gange medskib. Vi ville også op i Gondola, en tovbane som går til toppen afbjergkæden imellem Christchurch og Lyttelton. Men de grinte lidt af os, da vikom. Vi var nemlig for tidligt på den og så havde de stillet uret en timetilbage i NZ om natten. Hvem kunne nu vide det? Da vi kom op på bjerget var deren flot 360 graders udsigt og der var også en biograf, som viste tilblivelsenaf det vulkankrater, som vi befandt os på. Der blev også vist film fra deførste indbyggeres tilværelse i 1850. Der var også en slags museum, hvor vi sånoget om maoriernes mytologi og historie og endelig var en del af museet lavetsom banjen (passagerapteringen) på et af de sejlskibe, der bragte de førsteeuropæer herud. Det så ikke ud til de havde haft det morsomt. Men det var rigtigtinteressant.Den halvø hvor Lyttelton ligger hedder Banks Peninsular ogdet er på en plads her, at de fleste franskmænd er repræsenteret. De komfaktisk helt tilbage i 1840.Christchurch havde fejret 150 års byjubilæum i År 2000. Derer faktisk mange flotte gamle bygninger i byen. Det er en universitetsby og mankan godt føle sig lidt hensat til Oxford eller Cambridge i England, når man iden botaniske have ser par der får en sejltur i en lille båd, der bliver stagetfrem af en der står oppe på en platform agter.Vi kørte også rundt i en sporvogn i den indre by. Yvonneskulle på toilettet og da sporvognskonduktøren netop havde fortalt at der vargratis adgang til deres museum, gik vi derind for at finde et toilet. Straks vitrådte indenfor kom en venlig dame os i møde og bød os velkommen med enhjertelighed jeg sjældent har mødt. Vi fik nogle planer stukket i hånden så vikunne finde rundt i museet og hun forklarede om de forskellige udstillinger meden entusiasme som var det hendes private udstillinger. Vi blev så begejstret atvi så hele museet (og fandt et toilet undervejs) Men pigen kunne da også godtvære stolt af museet for der var gjort meget ud af det. De vil nok ikke stå iskyggen af Wellington. Den 20. marts kørte vi så til lufthavnen i Christchurch,afleverede bilen og fløj via Auckland til Bangkok, hvor vi er nu.Vi kørte 1844 km på Nordøen og 2600 km på Sydøen af NZ (Gå ind under billeder og se billederne fra Australien ogN.Z. Nordøen og N.Z. Sydøen).Fortsættelse af turen til Vietnam og Thailand følger senere. ...
