Japan - hverdag paa japansk

Kulturchokket er nu gået over, og jeg har fået mig en hverdag her i Osaka.Mit japanske bliver langsomt bedre, men det skulle det også gerne, når jeg modtager eneundervisning seks timer om ugen。 Jeg har tre forskellige lærere; med streg under forskellige. Miyagi Sensei (ja, det hedder hun) er ret hardcore、 og har svært ved at forstå, at jeg ikke kan huske alt hvad der står på de forrige 50 sider jeg har studeret. Det kan være lidt frustrerende, så en dag sagde jeg til hende, at jeg ikke var ligesom en computer, som man bare fodrede med information. Det var vist lidt af et kulturchok for hende, for lærer-elev forholdet her er enormt hierarkisk. I det hele taget er måden at studere på her meget anderledes fra hvad jeg er vant til. Det meste er udenadslære, og det gode gamle ”flueben” man derhjemme modtager for et korrekt svar, betyder her, at det er forkert besvaret.Min anden lærer、 Akaki Sensei、 er derimod rigtig god og tålmodig. Hun har boet i Mexico og er desuden også spansklære, så undervisningen foregår i en anden tone og i et mix af engelsk, spansk og japansk. Den tredje, som jeg ikke kan huske navnet på, griner meget og er lidt forvirretï¼› så jeg er selv i godt humøret, og dog også lidt forvirret, når jeg vender snuden hjemad efter hendes timer fredag eftermiddag. Politics, Society, History og Asian Comparative Studies, går også strygende. Timerne er ligeledes domineret af meget udenadslære, men derudover er der især i Politics klassen ret interessante diskussioner. Klassen består foruden mig af nogle få lokale, en tysker, nogle belgiere, amerikanere, englændere, franskmænd, kinesere og koreanere, så diskussionerne tager ofte en helt anden drejning end hjemme i andedammen, hvor vores holdninger i højere grad ligner hinandens. Meget lærerigt, bestemt、ｄesværre sidder jeg bare ikke med så gode kort i hænderne som jeg kunne ønske, på grund af muhammedkrisen og vores deltagelse i Irak og Afghanistan.Min ｓensei i Politics er en af de få venstreorienterede japanere, og hun står i skarp kontrast til min Society ｓensei. Undervisningen i Society er præget af en meget stor national stolthed, og mange tal bliver fremlagt som påpeger、 på hvilke punkter Japan er bedre end resten af verden. Japanerne er bestemt dygtige på mange områder, men at nedgøre andre er ikke altid lige sobert. For eksempel sagde han en dag til en af mine kinesiske medstuderende ”Jeg har ikke noget imod kommunister, så længe de er gode til at lave mad”. -Den var nok ikke gået alle steder.Hadet mellem japanere, koreanere og kinesere viser sit grimme ansigt i ny og næ, så min undervisning i Asian Comparative Studies, som fremstiller landene overvejende objektivt, samler på mange måder trådene. Foruden undervisningen bliver tiden brugt på lidt sightseeing og noget nødvendigt renden frem-og-tilbage. For at komme ind i landet skulle de modtage røntgenfotografier af mine lunger, min blodprøve og sundhedsattest. Nu skal jeg, for at kunne betale min husleje, oprette en japansk bankkonto. For at oprette en sådan. skal man have sit eget stempel, da en underskrift ikke er japansk tradition. Det tager cirka en uge at få lavet et, så ellers simple ting som at betale sin husleje kan hurtigt tage lidt tid. Hvad angår blodprøven de skulle modtage, så har jeg fundet ud af, at det var for at vide hvilken type person jeg er. Ligesom mange i den vestlige verden går op i stjernetegn, så er blodtype her en gravalvorlig ting. Nogle børnehaver bliver opdelt i blodtyper; musik- og filmstjerner lyver om deres blodtype, og hvis du sender dit mobilnummer til en anden, får vedkommende ligeledes din blodtype at vide. – Det er ingen spøg! Hvad der heller ikke er en spøg, er de mange selvmord her i landet. Faktisk har ”personer på skinnerne” været så stort et problem, at rengøring af skinnerne plus regningen for forsinkelsen af den offentlige trafik, bliver sendt til den ulykkelige skæbnes familie. Et effektivt, men drastisk tiltag. Grunden til de mange selvmord skal blandt andet findes i historien, hvor harikiri har været en farlig trend blandt regenter og samuraier.Trods de mange selvmord, har japanerne stadig den højeste gennemsnitslevealder. Over 36.500 japanere er i dag over 100 år. Forklaringen, siger de, skal findes i kosten. Til hvert et måltid får vi ris og grøn the, sammen med lidt fisk eller kød. Lidt ensformigt, men sundt, mættende og ofte smagfuldt. Skal de være lidt smarte og vestlige her i Dormitoy, serverer de hot dog til morgenmad... Så foretrækker jeg nu engang det lokale køkken.  ã”ちそｎ さまでした      "gotison samadeshita" ("tak for mad"). ...

• japan
• hverdag
• paa
• japansk