Kina - "I-I-I don't know, maybe you can?"

4 uger tilbage, hvor er det vildt! Torsdag og fredag i næste uge er fridage i anledning af Dragon Boat Festival, som afholdes hvert år sidst i maj. Det har været et værre bøvl at få det til at hænge sammen med timer osv. det er jo Kina, og derfor også lidt mere besværligt end det behøver at være. Som sagt er der ingen undervisning torsdag og fredag, så om onsdagen skal vi have vores fredagstimer (hvilket betyder FRI for mig), til gengæld skal vi have vores mandagstimer og søndagen, og hvad vi så skal om mandagen, er der ingen, der ved. Fra onsdag til lørdag tager Claire, Fanny og jeg til Suzhou, og nyder fridagene. Suzhou ligger 1-2 timers togtur fra Shanghai og skulle sammen med Hangzhou være en af Kinas smukkeste byer. Det glæder vi os til!  Jeg har i de sidste uger her på skolen fået en helt ny ”klasse”,som jeg skal undervise to gange om ugen. Den består af 3 drenge, alle ældre end mig, som har så dårligt engelsk, at de ikke kan være med i deres egen klasse. Det skal nok blive interessant. Det er en international klasse, og tror nok en af dem er fra Italien, en fra Grækenland og en fra Korea. Jeg skal bare få dem til at snakke, har jeg fået at vide, og så bestemmer jeg sådan set selv, hvordan jeg vil klare det. Endnu en overraskelse fik jeg, da vores kontaktperson, Dellar, sagde, at jeg skal afholde mundtlige eksamener for mine primary børn. Dvs. godt 400 elever. Jeg spurgte hvornår, hvortil hun svarede ”måske i startenaf juni”. Har ingen anelse om, hvad de vil have mig til, eller hvordan det skal foregå, men det kan da kun blive sjovt at se kinesere få det til at hænge sammen!  I sidste weekend blev Fanny og jeg spurgt, om vi kunne arbejde om lørdagen mod betaling, da nye primary elever samt deres forældre kom for at se skolen. Det kunne vi selvfølgelig godt, og det lød da også overkommeligt, da vi fik at vide, at vi blot skulle overvære et show og svare på eventuelle spørgsmål fra forældre. Med andre ord; vi skulle bare vise vores internationale læreransigter i to timer. Hurtigt gik dog op for os, at det ikke skulle blive helt så smertefrit som forventet: et minut inden showet startede, sagde hr. headmaster, at vi skulle holde en tale om os selv og vores arbejde på skolen, og vupti klapsalver der hentydede, at vi skulle gå op på scenen. Vi fik stukket en mikrofon i hånden og så var det ellers bare at snakke. Det er så typisk Kina, men det er jo også det, der gør det sjovt og ikke mindst giver en afvekslende hverdag. En hverdag jeg får svært vedat tage fra, det kan jeg mærke allerede nu, så de sidste uger, skal nydes i fulde drag! ...

• kina
• iii
• know
• can