New Zealand - Kaikoura-Picton

I den sidste uge har vi haft fede natur oplevelser. Vi har i Kaikoura været på motorbådstur for at følge og se på havfugle bl.a. den store albatros. For os er en albatros jo bare en albatros, men ikke længere, for i dag så vi hele 5 slags. Fælles for dem alle er at de er fantastiske flyvere, og helst opholder sig i luften. Gary, vores guide, kunne se på hunnerne at de kom helt fra Chatham Island 600 sømil væk, for at hente føde til ungerne. Lidt imponerende, ikke?Samme dags eftermiddag tog vi på hvalsafari, hvor vi var heldige at se hele 6 af de store Sperm Whales, eller på dansk Kaskelot hvaler. Vildt at have været så tæt på disse 18-20 meter kæmper. Vi ved at det er hanner for de er de største og de eneste der kan klare NZ kolde vand (det er sgu også koldt). Hunnerne holder sig forståeligt nok oppe ved Tonga og det varmere vand. Intenst at have været på disse to sejlture, hvor vi egentlig syntes at albatros- og fugleturen var den mest interessante - netop fordi vi kunne se fuglene i øjnene, mens hvalerne "kun" viste ryggen og så den imponerende store hale lige inden de dykker 6-800 meter ned i dybet.Ellers har vi været ved Abel Tasman nationalpark, hvor det både blev til en dag på vandet i kajak, og en dag hvor vi vandrede "sølle" 14 km. Nationalparken er lidt anderledes end de andre, netop fordi det er muligt at padle ind i små bugter med de flotteste badestrande, og du også kan vandre alle 50-60 km kyststrækning, selvfølgelig med tid til en dukkert i ny og næ.Det sidste vi gjorde inden vi forlod sydøen via Picton var at vandre 17 km. på Queen Charlotte stien, nok den kedeligste af alle vores vandreture. Det er nok hårdt sagt at den kedelig, men vi er vist blevet godt forvente.... Billeder:http://picasaweb.google.dk/bbblensner/KaikouraPicton?feat=directlink Dagbogen for perioden:Dag 204, 19/1-09: 141 km, Hanmer Springs – KaikouraNu begynder vi at kunne mærke på varmen at vi har passeret Southern Alps, som er bjergkæden der løber nedover øen fra nord til syd, og som mange af nationalparkerne ligger over. Vi har passeret fra vest mod øst, og med vestenvinden henover bjergkammen, efterlader skyerne regnen på vestkysten, mens østsiden af øen har meget tørt klima, og som regel også varmen. Vi kan også tydeligt se det på vegetationen, som er skiftet fra meget vild og mørkegrøn til landbrug, vindruer og gul af tørke. Herovre er farmerne nødt til at vande dagligt for at holde afgrøderne bare lidt grønne.På vej mod Kaikoura følte vi heller ikke lige det meget omtalte store antal turister på vejene. Vi kørte bl.a. 31 km hvor vi kun mødte 4 biler, og det var vist farmerne der boede i området, men vi nød det da.Da vi nærmede os Kaikoura begyndte vi dog at kunne mærke, at det er et populært stop mellem Christchurch og Abel Tasman, enten den ene vej eller den anden. Vi havde dog et vigtigt punkt på dagsorden inden vi skulle lande i Kaikoura, hvalbyen.Den danske familie vi mødte for ca. 2 uger siden, som var på en 2 års jordomrejse, nævnte et point ved Oaro, hvor vi altså skulle gå ud for at finde fossiler. Der skulle være masser af dem, så det ville vi da gøre. Også fordi det ville være en 2 ½-3 timers vandretur. På med vandreskoene og derudaf. I dag var vejret super, eller nærmere solen var fremme, men det blæste en pelikan, og da kysten gik HELT op til stien/grusvejen fik vi bruset fra bølgerne at mærke, herlig fornemmelse af vildskab. Mens vi vandrede længere og længere ud mod pointet, Spy Glass Point, blev vi dog i tvivl om, hvor og hvordan de havde fundet fossiler i dette område. Der var en 100 m. høj klint, men det må have været lavvande for at nå derud, og det havde vi bestemt ikke lige nu, så da vi havde gået 5 kvarter og så langt som vi kunne, vendte vi om – UDEN fossiler, men skidt vi må jo heller ikke tage dem med ud af landet, og det er heller ikke interesseområde nummer 1. Hjemturen blev dog meget interessant og sjov, og for os meget mere værd end at finde fossiler. Først fik vi øje på legende Dusky delfiner et par hundrede meter ude fra kysten. Det blev lige pludseligt sjovere at gå her. Da vi kikkede ordentligt efter og fik kameraet frem, så vi at der mindst var et par hundrede, der hyggede sig i bugten. Nogle slog saltomortaler og høje sjove spring, mens resten fik vandet til at bølge. Det var lige ordet, det bølgede og det var ikke vindens skyld. Der var simpelthen så mange derude, at de kunne lave ”bølge”, hehe.Videre, længere inde af tracket, hørte vi en masse skrig og skrål, som vi lige måtte tjekke af. Det var en stor flok maorier, som havde fundet det eneste sikre sted i bugten at bade. De havde fundet et sted, hvor lavaen var så høj, men alligevel så lav og ru, at der bagved den var en sø. Bølgerne i dag var så høje at de skyllede brusende henover lavaen og gjorde det rigtigt sjovt og vildt at bade lige der. Vi forstod dem, og tænkte tilbage på vores barndom ved Vestkystbyerne Løkken og Lønstrup.2 gode oplevelser var ikke nok, og vi også nummer 3 med, da Helle pludselig opdagede at der på stranden var skyllet de flotteste Abeloneskaller op, dog var Paua-perlen fjernet. Helle tog 7 syv med, og vil nu prøve at pudse dem op. Hvis det lykkes, er de utroligt smukke.Inden vi kunne spise aftensmad, der i øvrigt blev lammesteg, skulle vi ud for at booke billetter til hval- og albatrostur. Det var ikke så let, fordi vinden i dag havde aflyst et par ture, og man ikke var sikker på om vinden lagde sig nok til i morgen. For at få bestilt og for at kunne ændre til en af de kommende dage, reserverede vi begge ture til i morgen, albatrosserne om formiddagen og hvalerne om eftermiddagen. Dag 205, 20/1-09:Forholdsvis tidligt op for at møde til albatrossejltur. Inde i bugten så bølgerne fredelige ud, men det skulle vist være ”sjovere” længere ude. Endelig bestemte selskabet sig for at gennemføre, og med kaptajnen Gary var vi i sikre hænder. Han var en dejlig rolig ældre herre, der vist havde boet her altid, og haft sit daglige liv på søen. Han kunne slet ikke forstå, at nogle ture til morgen var blevet aflyst, ”det var jo slet ikke så værst derude”. Han var vel ligesom vores vestjyder eller nordjyder, stovte, lune og rolige.På søen var der da bølger, og en af vores medpassagerer blev da også søsyg, men efter vores kørsel i Mongoliet tror jeg, Helle og jeg er totalt kureret, også selv om det var på landjorden.Nå, det blev en total fed tur, hvor vi kun var fem turister bl.a. en meget fugleinteresseret dansker, som vi fik et par gode råd af om steder på nordøen, vi bør se. Vi fik flere forskellige havfugle at se, og helt tæt på. Gary snød lidt ved at smide foder ud, som de vist også var vant til, men det gjorde jo ikke turen mindre wildlife”. Det var fantastisk at se disse kæmpe flyvemaskiner, albatrosserne, flyve 3 cm. over vandet og korrigere ift. bølger og vind. Gary kunne se på nogle af dem, at de var på rede fra Chatham Island KUN 600 sømil herfra, hvilket siger lidt om, hvor langt de flyver om dagen. Vores dansker kunne også fortælle, at de opholder sig på vandet eller i luften i flere måneder af gangen, at de sover i sekunder af gangen, mens de flyver. De er faktisk i stand til at slå den ene hjernehalvdel fra. Vi var endvidere heldige at se 5 forskellige slags albatrosser, desuden forskellige petrels og hvad jeg ville kalde meget store grå/sorte måger med albatrosnæb. Måger er jo bare ikke kun måger, hvis man er fugleinteresseret, hehe.  En liste over hvad vi bl.a. så: Southern og Northern Royale -, Gibsons -, NZ White-capped og Salvins Albatrosser, Giant -, Westland og Pigeon petrels, Gannet australasian, Pied-, Spottled- og Little Shags. Direkte videre til Hvalturen. Der var stor forskel på de to ture. Om formiddagen havde vi været 5 ombord på en lille båd med god guidning af Gary, nu var vi vel omkring 40 personer i en stor båd, med super information under hele turen bl.a. ved hjælp af fladskærm og computer. Under alle 50 min. sejltur ud til hvalerne blev vi informeret, og lærte meget om hvalerne.Kaikoura er et af de eneste steder på jorden, hvor man kan se spermhvalerne (kaskelot) efter kun en kort sejltur, og hele året. I dag så vi ikke andre slags, men både orca, humphback- og blåhvalerne kikker til tider forbi. Vi var heldige at se 6 af slagsen, men på 30-50 m. afstand. Det var dog fedt på lang afstand at kunne se hvalernes ”springvand”, og derefter piske i deres retning, og nyde synet af dem i de 5-10 min. de er i overfladen før de dykker 4-600 m. ned i dybet. Vores guider kunne se på dem, hvornår de ville dykke, så vi kunne være klar med kameraet. Skuddet med halefinnen, der slår op over vandet skulle jo i land, hehe. Vi var begejstrede over at have oplevet disse 18-20 m. store hvaler, kun hanner. Hannerne er de største og mest fede, så de kan klare det kolde vand ved NZ. Hunnerne foretrækker det lunere vand ved Tonga, hvad jeg godt forstår. Det ville jeg også gøre.Vi fik selvfølgelig ikke set dem i øjnene, i modsætning til albatrosserne. Det var den store forskel i oplevelserne, og hvad der havde været mest nærværende - albatrosturen.Resten af aftenen gik med at se billederne fra turene og lægge dem på computer. Dag 206, 21/1-09:I dag var totalt afslappende, næsten. Vi har nydt Kaikoura, som er en dejlig by med en god stemning og med vild natur til alle sider, havet mod øst og bjergene mod vest. Vi brugte det første af dagen på at slappe af på campingpladsen og lade op til Helles 3 museumsbesøg. Hun havde fundet nogle spændende billige seværdigheder, vi ville gå efter om eftermiddagen.Så da jeg var blevet klippet og vi havde spist frokost, vandrede vi af sted mod Trash Museum. Det var ikke længere Trash, for alt var genbrugt og lavet til nyt fashionabelt festtøj !!!. Det var imponerende og sjovt at se, hvad de havde fået ud af kapsler, cykelslanger, slips, duge, BH´er, papir, menusedler, tandbørster og meget andet.Derefter gik vi ud mod peninsulaen  for at se Fyffes house, som skulle vise lidt om hvalfangernes historie, men det droppede vi, da vi kom derud. Det så alligevel ikke så interessant ud. Vi gik i stedet videre mod sidste punkt på dagsordenen, et besøg på en tidligere fårefarm. Vi skulle se farmeren klippe et får og høre lidt om ulden. Det var hyggeligt og spændende lige at høre om et af NZ vigtigste hverv, som i dag er reduceret betydeligt fra 80 mill. får til 34 mill. Det skyldes bl.a. at mange farmere er gået over til rådyrfarme, hvilket vi har bemærket på vores rundtur. Vores værts familie, der havde ejet farmen igennem generationer, var også gået fra et stykke land på 400 acre til 100 acre og 2000 får til 300 får, som kun udnyttes til disse små turistseancer. Vi hørte også om nogle af de professionelle fårelipperes rekorder, samtidigt med at vi fik stukket en saks i hånden. Den var bestemt ikke let - så imponerende, når der kan klippes mellem 4-500 får på en god dag.God dag med lidt andre seværdigheder end ”de store” og dyre. Her kom vi lidt tættere på personerne, new zealænderne.Vi fik, tilbage på campingpladsen, også kontakt til både Dansommer og Nordvestkysten og blev bekræftet i vores mistro til Gert Ritter, mens vi glæder os over at være skiftet til John Høstgård.Desuden har vi nu bestemt og bestilt i hvilken retning vi tager hjem af. Vi skal 14 dage til Honolulu, Hawaii, og derfra videre til vores canadiske venner i Vancouver. Hvis altså at de er hjemme på dette tidspunkt. Det betyder nok også, at vi flyver hjem til DK fra Los Angeles. Dag 207, 22/1-09: 344 km, Kaikoura – Saltworks – Blenheim - MotuekaPå kilometertallet ses det, at det igen har været en lang køretur, men vi har igen valgt at tage den nærmeste omvej, for at få set så meget af NZ som muligt, og helst uden at køre det samme stykke 2 gange. Derfor blev det til mange kilometer.Ud over at solen skinnede fra en skyfri himmel fra morgenstunden ses det tydeligt på vegetationen, at vi kørte ind i den mest solrige af NZ provinser, Nelson. Vi startede med at køre igennem det mest gule og tørre bjergområde, drønkedeligt område at bo i, og derefter skiftede det til tørt, solrigt og frodigt som et middelhavsland. Vi kørte ind i Marlborough vinområde, og det var underligt at gå fra ingen vegetation, udover græs, til store vingårde over få kilometer. Det var helt som at tænke sig Frankrig, mange kilometer med vindruer og atter vindruer. Vi havde stadigt vin fra Queenstown, så vi gemmer næste vinsmagning til Australien.Derefter så vi masser af æble- og pæreplantager samt hops. Ja, hvad fa…. er hops. Jo, nu har vi jo været på bryggerier, så hops er det samme som vi i DK kalder humle. Nelson er området, hvor alle bryggerierne får deres humle/hops fra. Planten er i familie med marihuanaplanten, og kan vokse op mod en meter af dagen. Om den gør os afhængige af øl, ved jeg ikke, men vi drikker den jo gerne.Fremme i Motueka skulles tages nogle beslutninger. Kunne vi campere gratis? Nej, vi måtte på Top 10 igen. Hvilke ture? Vi ville gerne kajakke og hike. Efter lidt gode råd fik vi bestilt en dag med kajak, i Abel Tasmans marine område, og en dag med at hike en del af tracket på det kendte Abel Tasman track.Abel Tasman er den mindste af nationalparkerne, men her er det muligt at kajakke den samme tur på havet som man kan hike i parken. Det dejlige ved at kajakke er at vi kommer tæt på marinedyrene, og at vi hopper i land på nogle af de skønne strande, de har i nationalparken. Så lad os se i morgen. Dag 208, 23/1-09:Vi var tidligt oppe og klar til kajakturen. Vi glædede os virkeligt til denne tur på vandet og vi havde håbet om at se sæler og delfiner lege om vores kajak. Det blev bedre end vi havde håbet på.Først blev vi hentet på campingpladsen og kørt igennem et landbrugsområde med pærer/æbler, hops, men også kiwien fik vi nu at se. Guiden fortalte også at området kaldes ”sunny” Nelson pga. de mange soltimer. Vi så også grape eller citroner i små plantager. Helt som at køre i Sydeuropa. Ude ved startstedet blev vi sat sammen i dagens grupper og vi skulle være sammen med Robin, en pige/guiden, og 3 fra Tyskland og 3 fra staterne. Det blev en skøn tur, hvor vi allerede på vej ud med taxien, altså vandtaxien, så en lille blå pingvin. Den er sjælden, men vi har heldige at se en mere, mens vi padlede. Det er jo den mindste af pingvinerne på max. et kilo. Sidenhen fik vi også set sælerne meget tæt på kajakken og vi fik set flere stingrays en halv meter under båden. Det var stort. Delfinerne holdt sig desværre væk i dag, i øvrigt også orcaerne. Ja, det lyder vildt, men for 2 dage siden havde de set 2 store spækhuggere i området. Helle havde også taget vores snorkeludstyr med, og vi fik det brugt. Da vi havde spist frokost på en dejlig gul strand, hoppede vi i det få centimeter kolde vand. Der er bare ikke meget at se, nogle få fisk og søstjerner blev det til. Vi forstår dog godt fiskene, de foretrækker vel varmt tropisk vand som os selv, hehe.Nu glæder vi os til i morgen, hvor vi skal se det hele fra land. Dag 209, 24/1-09:“Life is not measured by the number of breaths we take but by the places and moments that take our breath away.”Stod der skrevet som et slogan på et af kajakselskabernes brochure. Abel Tasman nationalpark er et af de steder i New Zealand, der indtil videre har ”taken our breath away”  flest gange. Med hiken over 14 km. kyst- og beechskovstrækning blev det til endnu flere super views. Det ene billedskønne område åbenbarer sig efter det andet. Klippekyst og strand afløser hinanden på smukkeste vis. Samtidigt betyder den store forskel på flod og ebbe, ca. 6 m., at land, kyst og havet ændrer udseende. Der dukker nyt op, når havet trækker sig tilbage, og efterlader små sejlskibe stående på hvid sandbund. Det er i øvrigt ikke alle strandene, der er lige hvide, for nogle er mere gule og glimtende, skabt af eroderingen af sandstensbjergene.Vi havde endnu en dejlig dag i parken, selv om den var anderledes end at padle kajak. Dag 210, 25/1-09: 204 km, Motueka – Nelson - Picton (Whatamango Bay)Efter flere dages pause, både pga. min skade og fordi vi har haft 2 dagsture med afgang fra tidlig morgen, var vi igen ude at løbe. Som altid kommer vi lidt ud i krogene af byerne, når vi tager løbeskoene på. Også i dag, hvor vi løb mod havnefronten. Vi så lidt til Motuekas rekreative område, de dyre kysthuse, industrikvarteret og golfbanen, samt selvfølgelig bycentrum. Dejlig måde lige at få rundet byen af på.Pga. tyveriet og en opdatering fik vi fat i Lea og Tommy over messinger, men inden blev vi meget overraskede. Pludselig poppede Skype op med et opkald fra Hanus Vang. Værsgo´, Vivi var i den anden ende, så Helle fik sig en god og lang snak med storesøster.Tilbage til Lea, men vi skulle lige have udmeldt os fra campingpladsen, som skal være forladt kl. 10.00. Vi sneg os bare over i deres tv-stue, og kaldte op til Lea og Tommy. Vi er skide taknemmelige, for de havde allerede været en tur nord på, og havde allerede styr på, hvad der er stjålet, og i gang med at købe nyt ind, eller næsten klar. Tommy har gjort op, at der er stjålet for 37.000 kr. Vi ringer dem op om et par dage igen, for en ny opdatering, men hele sagen er i gode hænder.Inden vi forlod campingpladsen kl. 11.30 fik vi også lige en snak med moster Lone. Hun kommer herud til Helles 50-års fødselsdag, hehe, ahh, mon dog?Derefter en køretur til Nelson, bl.a. med et kik forbi Jens Hansens guldsmedeforretning. En verdenskendt dansker i New Zealand. Det er ham der har lavet ringen til filmtrilogien ”Lord of the rings”. Hurtigt videre, han var skisme for dyr, mod Picton. I Picton skulle vi nå at bestille billetter til det sidste track på sydøen, 15 km af Queen Charlottes tracket. Da det var klaret, og færgebilletterne til tirsdagens sejltur til nordøen var afhentet, fandt vi den dejligste plet i Whatamango bugten. Billig camping, 6 $ pr. person, og den skønneste udsigt til alle sider, bjerge og en del Marlborough sound. Det er idyl, igen-igen. Dag 211, 26/1-09:Endnu en hård dag på jobbet. Tidligt op og sent hjem, samt møde med 17 km. kuperet vandretur på Queen Charlotte tracket.Vi stod op halv syv pga. overnatningen i en nærliggende bugt til Picton, og var først retur på havnen kl. 17.00, så det var en hård dag. I øvrigt dejligt at stå ud af jucyen kl. 6.00 og det første man lægger mærke til er 2 harer, der leger i solopgangen. Nu er harer for os danskere ikke noget fantastisk, men efter 1 måned i sydøens skove, er det alligevel mærkeligt ikke at have set harer før i dag.For at komme til trackets start skulle vi sejle 1 times tid ud igennem Queen Charlotte sundet, som er ca. 50 km lang med høje skovklædte skråninger, der gik helt ned til vandet. Vi sejlede forbi mange, sikkert, sommerhuse som lå de mest umulige og ensomme steder, hvor de kun kan komme til med båd. Man tænker jo lidt, at hvorfor er der altid mennesker, der har lyst til at bo på disse ensomme pletter, men forstår også charmen ved det.Ikke så meget selve vandreturen, men solen og ventetider gjorde det til en lang dag. Tracket starter, hvor James Cook i 1770 gik i land med besætning og videnskabsmænd fra sit skib Endeavour. James Cook og Abel Tasman er begge to nævnt rigtigt mange steder i NZ, og mange steder er opkaldt efter dem. De har været vigtige for NZ nyeste historie.Efter 3 ½ time var vi ved endestationen hvor vi så kunne spise vores sandwich og slappe af med lidt soldyrkning. Selve tracket var ikke det store, og lige efter at have vandret i Abel Tasman nationalpark var turen i dag en god tur med flot natur, men slet ikke så interessant og med så mange wows. I aften har vi så drukket et par afslutningsøl for 29 dage på sydøen, som har været en lang naturoplevelse, helt ud over det sædvanlige, og med så mange topspots, at det er umuligt at sige, hvad der har været bedst. Vi er bare glade for, at vi har haft god tid, og kunnet krydse på tværs af øen flere gange for at få så meget som muligt med. Vi har kun et øv, og det var den manglende helikoptertur over Fox og Frans Josef glacierne. Men skidt, vi vil ikke græde over spildt øl, eller hvad det nu hedder…Men glæde os til mange nye oplevelser på nordøen. ...

• new
• zealand
• kaikourapicton